
FAABORG, 19.-20. august 2021
Aktivt udeliv er sund fornuft
Aktivt udeliv handler om frisk vind i ansigtet, jord under fodsålerne og bevægelse i kroppen. Om gode oplevelser for den enkelte. Men det aktive udeliv kan også styrke og udvikle centrale velfærdsområder af vores samfund, for naturoplevelser har en dokumenteret gavnlig effekt på fysisk, mental og social sundhed.
Rundt om i Danmark findes mange gode initiativer, der fremmer det aktive udeliv og vores velfærd. Skoler flytter undervisningen ud i naturen, nye friluftsfaciliteter udvikler turismen og foreningslivet, og naturen bruges målrettet i forhold til forebyggelse, genoptræning og udsatte grupper. Det er blot få af mange eksempler.
Men aktører, fagområder og sektorer arbejder ofte uafhængigt af hinanden på trods af oplagte fordele ved at samarbejde på tværs af skole, fritid, sundhed og turisme.
Hvis naturen skal være mere for flere i Danmark, har vi behov for et nyt, fælles rum, hvor der er tid, vilje og kompetencer til at skabe innovative løsninger og sætte en fælles retning for fremtidens aktive udeliv. På tværs af faggrupper, brugergrupper og hele Danmark
På Outdoor Summit vil vi samle de vigtigste aktører på området med en ambition om at muliggøre nye, skelsættende indsatser, der kan gøre en reel forskel for danskerne. Det vil vi gøre med indsigter, debatter og Solutions Labs, der kaster et helhedsblik på potentialer, barrierer og udviklingsmuligheder.
Sammen vil vi skabe konkrete anbefalinger til forskning, pilotprojekter, lovændringer og samarbejder – på tværs af faggrupper, brugergrupper og
hele Danmark.
Partnerne bag Outdoor Summit







